Ambition
Mennesket først. Også i ledelse. Jeg vil skubbe til balancen i, hvad vi anser for nødvendigt for at lykkes i vores fælles sundhedsvæsen.
Menneskeindsigt og professionel omsorg skal kunne mærkes i vores beslutninger, prioriteringer og samarbejde – og hos de mennesker, vi er her for.
Mindre kan mere
Ny viden og værktøjer er vigtige. Men hvad er de værd, hvis de ikke gavner?
Når vi investerer i lederuddannelse, skal vi være lige så ambitiøse med det, der sker bagefter. Hvordan bliver viden til professionel kunnen? Hvor træner vi vores dømmekraft?
Hvordan ved vi om vi leder i overensstemmelse med vores værdier og ved vi overhovedet, hvilke værdier det er og hvordan de kommer til udtryk?
Et refleksionsrum giver mulighed for at se nærmere på konkrete situationer: Hvad byggede vi vores vurdering på? Hvad kunne vi have gjort anderledes? Det kan åbne flere handlemuligheder og styrke forbindelsen mellem vores intentioner og det, andre oplever.
Hvad kan mere plads til refleksion betyde for vores sundhedsvæsen?
Kompleksitet og tempo har været en drivkraft i mit arbejdsliv. Jeg har samtidig erfaret, hvor meget selv kort tid til til bevidst, prioriteret refleksion kan betyde. Når jeg trådte til side, fik jeg øje på noget, jeg ikke fangede i farten.
Vi kender princippet fra operationsstuens time-out: At standse op og orientere sig sammen er en del af arbejdet og sikkerheden. Den opmærksomhed fortjener ledelse også.